I en tid, hvor førerløse biler og andre teknologiske landevindinger kommer drønende med lynets hastighed, hvordan skal du så gribe hele digitaliseringsbølgen an? Vi kommer med et bud.
Når det kommer til digital forandring, er der noget helt elementært, de fleste mennesker ikke har erkendt, nemlig at vi indtil videre kun har set begyndelsen, at forandringen vil fortsætte i lang tid fremover, og at den faktisk aldrig vil stoppe. Tværtimod vil den ske hurtigere og hurtigere.
Og da kollektiv trafik – som jeg tidligere har påpeget – vil blive påvirket af digitalisering ligesom alle andre brancher, bør operatører begynde at forberede sig nu, hvis de vil kunne klare sig i konkurrencen.
På den anden side står alle operatører mere eller mindre i den samme situation, så bare det at begynde at tænke i denne retning er ikke så skidt.
Så hvor skal du begynde?
Det allervigtigste er at forstå og erkende alt det, som digitalisering kan gøre. På den måde vil der opstå en motivation til at klarlægge muligheder og udfordringer.
Første skridt er derefter at undersøge nuværende og kommende digitale tilbud fra alle former for leverandører. Førerløse køretøjer i forskellige afarter er et oplagt område. Udviklingen af førerløse køretøjer skubbes i dag fremad af etablerede bilproducenter og start-ups, og én af grundene er, at mere end 3.000 mennesker hver dag bliver dræbt på vejene rundt om i verden, hovedsagelig på grund af menneskelige fejl. Man regner simpelthen med, at maskiner er bedre chauffører.
Operatører er dog også nødt til at se på andre områder af digital teknologi, fx digital infrastruktur til at forbinde køretøjer og til at indsamle data fra brugere og køretøjer. Men også softwareløsninger, der er nøglen til at binde alle disse digitale fragmenter sammen og til at udvide og genopfinde kollektiv trafik med udgangspunkt i forbedrede og nye digitale services. Udforsk også mulighederne inden for systemer, der er baseret på kunstig intelligens, fx til automatiseret information og kommunikation med de rejsende.
Det næste skridt er at se nøjere på de forskellige transportformer, du tilbyder i dag og overveje, hvordan du for eksempel kan forene rutekørsel og bestillingskørsel til nogle mere fleksible tilbud. Dét var måske svært at gøre tidligere, men takket være digital teknologi vil det nu være muligt effektivt at integrere disse tilbud. Vær opmærksom på, at selv en simpel integration er en god start, da digital teknologi fortsat vil udvikles og hele tiden gøre det muligt at tilbyde bedre og bedre løsninger.
Tag også en snak om, hvilke former for transport, du kunne tilføje til dit system – delebiler, samkørsel og selv delecykler – enten via opkøb eller forskellige former for samarbejde.
Mindst lige så vigtigt er det, at du involverer din organisation. Alle er nødt til at forstå de fundamentale forandringer, digitalisering vil medføre. En sådan forståelse er vigtig for at organisationen kan tilpasse sig nye forhold og måder at arbejde på. Den kan også opmuntre medarbejderne til at komme med nye ideer, hvilket er et af de mest værdifulde aktiver i foranderlige tider.
Da de fleste mennesker bliver skræmt af forandringer, er du dog også nødt til at håndtere denne frygt ved at vise, du har den nødvendige indsigt og at du er klar til at adressere de udfordringer, digitalisering medfører.
Og endelig – vent ikke til i morgen. Begynd at forberede dig allerede nu. Den digitale forandring i kollektiv trafik er allerede i gang.
– Mats Lewan
Af Mats Lewan
Mats Lewan er teknologi- og videnskabsjournalist, taler og forfatter. Han beskæftiger sig med teknologiske forandringer, og hvordan de vil ændre vores liv og samfund.